Når tanker om krop og mad fylder for meget (10 til 17 år)
Individuelt behandlingstilbud:
Dette tilbud er til dig, der er mellem 10 og 17 år, og som oplever, at tanker om krop og mad fylder for meget i din hverdag. Formålet er at hjælpe dig som barn eller ung i en sund udvikling og hjælpe med, at dine udfordringer ikke udvikler sig til en spiseforstyrrelse.
Hvad kan du forvente?
Forløbet strækker sig over en periode på to til tre måneder, hvor du og dine forældre har samtaler med en psykolog fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Frederikssund Kommune. Imellem samtalerne øver I jer på det, der er blevet gennemgået. Samtalerne varer 1-1,5 time og har fokus på, hvad I som familie kan gøre anderledes derhjemme.
Der vil i forløbet være mulighed for at inddrage søskende, fagpersoner fra din skole og øvrige netværk, som kan hjælpe med at forstærke og vedligeholde en positiv udvikling.
Fokus i forløbet er at støtte jer i at:
- Skabe en forståelse for, hvad forstyrret tanker om krop og mad er og gør.
- At I som familie får hjælp til i fællesskab at tage kampen op mod de forstyrrede tanker om krop og mad.
- At I som familie bliver klædt på til at fortsætte arbejdet på egen hånd, når forløbet slutter.
Tid og sted
Forløbet strækker sig over to til tre måneder. Det er typisk en samtale på omkring en time én gang om ugen eller hver anden uge. Samtalerne ligger indenfor normal arbejdstid og aftales fra gang til gang. Oftest vil samtalerne blive gennemført i YoungMinds lokaler på Odinsvej 4,B, 3600 Frederikssund.
Sådan ansøger du
Der er tre måder at ansøge på:
- Du og/eller dine forældre kan kontakte YoungMind direkte. Du kan ringe, sende en sms, skrive via hjemmesiden (kræver MitID), eller møde op i åbningstiden. Se YoungMinds hjemmeside for information om telefonnummer, telefontider og åbningstider.
- Du og/eller dine forældre kan tale med psykologen på din skole (PPR-psykologen). De kan med samtykke fra dig og dine forældre hjælpe med at udfylde et henvisningsskema, som sendes til YoungMind.
- Du og/eller dine forædre kan tale med en lærer, pædagog eller pædagogisk leder på din skole, som kan drøfte dit ønske med YoungMind. De kan med samtykke fra dig og dine forældre hjælpe med at udfylde et henvisningsskema, som sendes til YoungMind.
Når du har ansøgt, vil du blive kontaktet af en medarbejder fra YoungMind og inviteret til en forsamtale. Du og dine forældre vil eventuelt blive bedt om at udfylde et spørgeskema, så vi har viden nok til at vurdere, om det er det rette tilbud for dig.
Hvis du vurderes at være i målgruppen for indsatsen, vil du og dine forældre aftale opstart af forløb. Hvis indsatsen ikke vurderes relevant for dig, vil du blive hjulpet videre til en anden indsats.
Information og vilkår
For at deltage skal du bo i Frederikssund Kommune.
Tilbuddet er et manualbaseret behandlings- og vejledningsforløb, som varetages af psykologer fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Frederikssund Kommune.
Indsatsen er en del af STIME (’Styrket tværsektoriel indsats for børn og unges mentale sundhed’), som er et samarbejde mellem Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center og en række kommuner i Region Hovedstaden. Du kan læse mere om indsatsen på STIME's hjemmeside.